Undgå vintertræthed

Skab dit eget lys i den mørke tid

Det er mørkt, når vi tager afsted på arbejde og mørkt, når vi kommer hjem. Det er op mod hver 10. dansker, som rammes af vintertræthed i forskellig grad! ¾ af dem er kvinder!

Alligevel skal man søge langt efter et svar på, hvorfor så mange rammes, og hvordan det kan afhjælpes.

Jeg er nysgerrig omkring dét, vi kalder vintertræthed eller vinterdepression, og vil gerne dele, hvordan jeg mener mange vil kunne blive det kvit. Men det kræver lidt arbejde. Jeg har selv mærket det i større og mindre grad, når vi nærmer os oktober/november måned, og så at det er pist væk, så snart foråret begynder at spire.

Det er mange måneder, hvor det for nogen er virkelig op ad bakke, og de føler de skal slæbe sig igennem… For mig har det været, at være konstant træt, at kunne sove hele tiden. Jeg havde ikke rigtig lyst til at foretage mig noget eller være sammen med andre, fordi jeg følte mig trist og lidt negativ. Nogen får også mere trang til søde sager, og spiser mere – med resultatet, at de tager på. Så lidt af en ond cirkel.

Der er lavet lidt forskning, og en af teorierne er, at hjernens produktion af hormonet melatonin, øges i vintermånederne pga. de mange mørke timer. Og melatonin er dét, der gør os søvnige, og normalt ”minder” os om, at vi skal have vores søvn. Og måske spiller manglen på D-vitamin og jern også en rolle. Endnu en teori er, at kulde også er med til at ”trigge” vinterdepression. Men der er også forskere som mener, at lidelsen slet ikke eksisterer, eller at det ikke kan betegnes som en depression, og i mildere grad er det måske heller ikke mere end vintertræthed…?

Under alle omstændigheder er der for mange en form for påvirkning, når vi nærmer os vinteren. Spørgsmålet er, om vi kan finde den i os selv, og den måde vi ser og går årstiden i møde på?

Gode råd

Man kan finde flere praktiske råd på, hvad der måske hjælper, hvis man er påvirket af årstiden. De fleste har hørt om lysterapi – de her specielle lamper, som laver ”dagslys”. Ifølge Psykiatrifonden får mellem 60-90 procent det bedre af lysterapi. Man kan også sørge for at opholde sig så meget ude i de lyse dagtimer som muligt. Eller hvis man har råd til en tur sydpå, siges det også at hjælpe. Her får du både mere lys, men også varme, hvis kulden skulle have betydning for påvirkningen.

Om vinteren er solens stråler i Danmark ikke kraftige nok til, at du kan danne D-vitamin i huden. Fed fisk, som fx laks, ørred, makrel og sild, indeholder en masse D-vitamin. Men selvom der nogen steder står, at D-vitamin mangel kan være medvirkende til vinterdepression, så er der andre steder, hvor symptomerne på D-vitamin mangel peger et andet sted hen, og ikke umiddelbart kan kobles til vintertræthed og -depression…

Motion og bevægelse har også betydning, men det aller vigtigste råd er efter min overbevisning at fokusere på sin nattesøvn og døgnrytme. Det er under søvnen vores hjerne ”vaskes” ren for affaldsstoffer, og vi henter energi til dagen. Hvis ikke vi får en god søvn, så har de negative tanker god grobund, og vi har måske ikke tilstrækkeligt overskud til at vende dem.

Derfor tillægger jeg også genvinding af nattesøvnen en stor betydning, når jeg laver stress coaching.

Vores tanker styrer os

For vores tanker er afgørende for, hvordan vi har det – både psykisk og fysisk. Og måske det netop er derfor videnskaben ikke har kunnet finde en klar definition på, hvad vinterdepression er for en størrelse… Fordi det er noget vi selv skaber med tankerne omkring den mørke tid.

Det ville så også betyde, at vi selv kan skabe lys i vores bevidsthed. Simpelthen ved at forestille os det! Og krydrer det med positive tanker om vinteren, og dét årstiden fører med sig.

Hvis vi har det med gang på gang at sige: ”Øv, sikke et møgvejr i dag – det regner/sner – er gråt og trist” – eller ”det er så mørkt hele tiden” – så er det måske i virkeligheden med til, at vi selv bliver lidt grå og triste og ”mørke” i sindet?

Fakta er, at vi ikke kan gøre noget som helst ved vejret – absolut ingenting, så det hjælper heller ikke at brokke sig over det. Vi må acceptere det som det er eller finde de positive ting ved det. F.eks. sætte pris på hyggen vi kan skabe indenfor – gåture i den friske, rene luft og pakket lunt og godt ind. Eller bare være glade for, at det trods alt ikke varer hele året, men kun i nogle måneder. Accepten i sig selv kan gøre noget godt for humøret. Og hvis vi ikke kan acceptere, at vejret er et vilkår i Danmark, så er det nok ikke her vi skal opholde os i vintermånederne.

For lige at vende tilbage til melatoninen, så giver signalstoffet serotonin besked på, at producere melatoninen, når det er mørkt. Men det er øjets nethinde som opfanger, at det er mørkt. Øjet sender så signalstoffet til hjernen, der afkoder ”beskeden”. Med vores tanker har vi også mulighed for at danne billeder (eller beskeder), så lad os i stedet forestille os, at de er fyldt med lys, energi og glæde.

Mennesket har en fantastisk forestillingsevne. Ved at fokusere – enten gennem hypnose eller meditation, mener jeg, at vi kan ændre vores opfattelse af vinteren, og den måde vi bliver påvirket af den, så vi skaber vores eget lys inde i os selv! Læs evt. mere om hypnose her.

Gratis guidet meditation

Derfor har jeg lavet en guidet meditation på lydfil til de, der døjer med vintertræthed, så du herigennem kan skabe dit eget lys i den mørke tid :-).

Find et sted, hvor du kan være uforstyrret i ca. 15 min. og lyt gerne til filen hver dag, hvis muligt.

God fornøjelse!

Hvis du gerne vil have et “hint”, når der kommer nyt på bloggen, bliver det slået op på E-SENSE’ Facebook side. Følg/Like siden her: E-SENSE Facebook side