Stress som folkesygdom ?
Stress er udnævnt til at være en af vores tids største folkesygdomme, men stress i sig selv er ikke en sygdom og ikke farlig på den korte bane. Det er nærmere en sund reaktion på en ubalance eller oplevet fare, og som kroppen fortæller os, vi skal tage hånd om. Hvis vi til gengæld ikke lytter, når vi har været udsat for stress over lang tid, kan det ende med både fysiske og psykiske lidelser, der kræver lang tids sygemelding og i værste fald gør, at vi ikke kommer tilbage på arbejdsmarkedet.
Det kan være en lang proces at genskabe balancen, og næsten en umulig opgave på egen hånd. Ikke mindst på grund af overflod af stresshormoner, der har bygget sig op i kroppen. Det påvirker hjernens funktioner, og dermed vores tanker. Mange oplever ”tankemylder”, hukommelsesbesvær, tristhed og måske endda decideret depression, og har svært ved at overskue endda ganske almindelige hverdagsting.
Hvem får stress?
Det er vidt forskelligt, hvad der kan udløse stress, og mange tror fejlagtigt, at det kun er bestemte persontyper, der får stress. Det er det bestemt ikke! Mange faktorer kan spille ind, og det afhænger helt af situationen og ikke personligheden. Det er ikke et udtryk for svaghed at få stress – men ofte, at man har været stærk alt for længe.
Forståelse og dybdegående indsigt i mekanismerne, der potentielt kan udløse stress og ikke mindst guide den stressramte til at finde balancen og genskabe energiniveauet, er dét, en coach med speciale i stress kan byde ind med. Her tages udgangspunkt i nuet og den aktuelle situation, som har fremkaldt stressen.
Så er alt jo godt, tænker mange, når vi først er nået dertil, hvor vi føler os ’helbredt’ og i balance. Men i et fuldt stressbehandlingsforløb hos E-SENSE indgår også et vigtigt forebyggende og fremadrettet arbejde i næste step, der skal sikre, at den stressramte ikke ender i samme triste tilstand igen efter et halvt eller helt år. Læs evt. mere her om stress og stressforløb hos E-SENSE.
Konsekvenser og støtte ved sygemelding
En langtidssygemeldt medarbejder har ikke kun økonomiske konsekvenser for en virksomhed, men opgaverne, som den stressramte medarbejder normalt løser, vil skulle fordeles til øvrige medarbejdere, hvis man ikke vælger at ansætte en vikar. Her skal virksomheden være særlig opmærksom, at stressen ikke bare ”flytter” til andre dele af organisationen.
Det tager længere tid at få stress ud af kroppen end det tager at bygge op. Det er derfor vigtigt at handle på stress så tidligt som muligt, og dermed undgå eller i hvert fald minimere en eventuel sygemeldingsperiode.
Arbejdsgiver kan derfor være villig til at dække eller give tilskud til den målrettede indsats hos en stresscoach for medarbejderen, da det i sidste ende gavner både virksomheden, organisationen og selvfølgelig ikke mindst medarbejderen selv. Enkelte fagforeninger og sundhedsforsikringer giver også tilskud til stresscoachingforløb. Så spørg hos din sundhedsforsikring, om du selv må vælge behandler, hvis du foretrækker mig som stresscoach.
En stresscoach vil som oftest også kunne være sparringspartner og støtte for den stressramte i forholdet til både virksomheden og jobcentret.
Så undersøg dine muligheder omhyggeligt, hvis du er en blandt de mange stressramte danskere, så du får den nødvendige hjælp og vejledning i tide.
Hvis du gerne vil have et “hint”, når der kommer nyt på bloggen, bliver det slået op på E-SENSE’ Facebook side. Følg/Like siden her: E-SENSE Facebook side